Fred i Mellemøsten - og Verdensfred

Følgende afklaring er skrevet som en kommentar til avisen, Information, herunder til en artikel, en person ved navn Annegrethe Rasmussen har forfattet fra Washington: MOD EN NY AMERIKANSK REALISME I MELLEMØSTEN, hedder den.

Læs eventuelt dén først - også fordi, slutningen af min kommentar er en parafrasering, hedder det vist. Linket skulle meget gerne være følgende:

http://www.information.dk/206805#comment-175234

............................................................................................................................................................................................................

Fred i mellemøsten - og Verdensfred.

Det er ikke to forskellige ting i absolut forstand, som frede mig her og frode mig dér. Det handler om arbejdet for fred, så vi kan komme til at leve på fred - og fordragelighed på jord. Ja overhovedet komme til i egentlig forstand at leve og arbejde. Det er vel klart nok.

Amerikanernes arbejde på verdensfred hilses næsten altid velkommen, når de får det sagt. Anders Fogh Rasmussens betoning af Natos opgave ligeså. Målsætningen er altså klar.

Som al politik imidlertid foregår - ja det indser vi jo allerede i ungdommen, når den kulturelle identitets-udvikling begynder og nøder os til at tage stilling til samfundsverden (åndeligt) - så er målsætningen ikke vejen til målet. Og da slet ikke, når vi taler om større samfundsmæssige sammenhænge og deres verdensbevægelser.

Vi kender det iøvrigt også vidt og bredt fra kapital-økonomiske målsætningers begræsninger. Målet med at tjene penge, gøre en god forretning, kan sagtens nåes, men det koster bare menneskeliv - og da er målet ikke nået eller simpelthen rundet af et uærligt motiv (uoplyst ånds-kød).

Det skyldes teori, at det er sådan. Og især den nedarvede, kulturarven, der løber i befolkningers blod og åndsmåde. Teori nedarves på mange måder, kanske især ved reference. Og opretholdes ligeledes på mange måder, kanske især ved referencers ophobning og modreaktion i institution.

Der opstår og dannes med andre ord kulturbevægelser og videre verdensbevægelser, som vi på teoretisk sprog-kulturel baggrund bliver indlejret og revet med af. Jeg gentager: Det skyldes det teoretiske sindelag, at håndelaget bliver derefter… Og at verden så ser ud som den gør.

Erfaringen - det være sig kultur-erfaringen, samfundserfaringen, men tildels også livserfaringen - bliver dernæst til realisme.
Realisme opstår med andre ord ikke som modreaktion på teorisme, men via det levende menneskes skøn og adfærd, hvor hensigtsmæssig eller uhensigtsmæssig, god eller ond den end måtte være. Realisme opstår i kølvandet på teorismes manglende åndsmagtende og livsførende egenskab i personlig fortand.

Eller på jævnt dansk: Når teorismens erkendelser og deres institutioner udfordrer/undertrykker livet, så kan det nok være, at det forbliver en rigtig god egenskab at kunne indrømme sig sit liv på hjertet, ærligheden, o.l. Tro Oplysning. - Deraf styrken i den danske realisme. (Og kanske også amerikanske midtvest, fødelandet. Altså det bæredygtige og givende, udvekslende åndsforhold mellem marken og markedet).

Teori betoner også menneskets undrende måde, vor nysgerrighed. Men herunder sandseligheden i sin spørgen og undren “over” alt. Videre altså også evner til at udtrykke de svar på vort jordiske eksistensvilkår, som en sådan undren eller direkte problemknusende nysgerrighed kan give anledning til. I midten af vesterlandsk teori-kultur står: SKRIFTEN.

Skriften indgår med andre ord i en til tider meditativ, men altså medierende håndtering af indtryk-udtryk. Og de indtryk-udtryk ved vor menneskelige organisme omhandler med andre ord en mediering og udvikling af vort sigte med livet på jord. Menneskets nød i livet på jord afstedkommer en verden. Men sigtet er at knække nøden, som man siger og derved blive klar over, hvad der er indeni.

Og jeg skal svare på det sidste, for svaret angår i al evighed: Menneskeslægtens forplantende omstændighed og arbejdet dermed. Under et kaldes den traditionelt for levebrødet, da den ikke kun handler om møllebagerens kringler, men også den oplysende adfærd, der tilvejebringer ikke blot fredelig måde med livet, men også altid opløftende livsmåde.

…

De skriftkloge. De skriftkloge er mange forskellige af en slags, som folk er flest - men de kender ovennævnte forhold i sands for livet, samfundet og kulturens menneskelevende bevægelser dermed.

I MELLEMØSTEN støder de skriftkloges kulturer sammen med hver deres “bibel”, henholdsvis: JyDEDOMMEN, KRISTENDOMMEN OG ISLAM.

Bibler, der vel at mærke er blevet mediteret i gennem flere hundrede år, kanske ligefrem flere tusinde år. Og dermed sagt også forkyndt af, oplyst af, udstukket erkendelser, åndsretninger, ja dannet samfundskulturer, love, stater og meget mere ud fra. Altså: befolkninger. Og tilmed i åndsmagtende sigte på fred, kærlighed og oplysende vilkår at leve under for mennesket på jord.

“Biblernes” sprog er ikke først og fremmest politiske. Eller med andre ord: Alle som én henviser de menneskelivet til at gå mod Gudlivets egen forløsning og sande som også sandselige svar på vore forplantende driftigheders vækst og næringsgivende livsvilkår. Ja, alt kan misbruges og misforståes, men intet er dermed givet som brugbar forstand. De henviser med andre ord ikke mennesket til at gå mod magten eller at bilde os ind, at vi kan opnå indsigt i gudlivet som en magtgivende, kompetence-givende tilegnelse.

- Jeg ser en betydelig forskel i dén måde, hvorpå skriften opfattes i de tre benævnte samfundskulturer. Eller med andre ord en betydelig forskel i den måde, hvorpå indtryk-udtryk-håndteringen af vor undren, nysgerrighed, problemknuseri opfattes.

Vesten er kristnet, Israel er jødisk og Palæstina er islamisk. Kristus var jøde, men betonede hele ytringsfriheden med sit liv, nemlig at vi ingen veje kommer, såfremt de svar, mennesket måtte blive klar over af hjerte for liv og samfund, fredelig sameksistens, mv. ikke kan deles, videregives, forplante sig, oplyse og opløfte os. Det betød og betyder fortsat, at man derefter erfarede, hvor vigtig udtryks-erfaringen for menneskelivets liv og samfundsdannelse også er.

I den hellige tysk-dansk-nordiske oplysnings-tradition -, derfor også almindelig dansk kultur af slægter, kød og blod - der forstår vi, som Johannes Møllehave også engang skrev om det, at indtryk skal udtrykkes. Trykket skal med andre ord tages, som man siger.

Kan I selv tænke videre i hjertelig sigtende ånd af det her sagte? - I henseende til den taknemmelighedens ånd, hvormed vi skal ytre os. Og altså også i henseende til, hvordan både jødisk kultur og islamisk kultur ytrer sig, tager trykket og så videre?

Nå.

Skriften og skriftlighedens medierende realitet i vesten betoner ikke partou ytringsfriheden af menneskehjerteligt godt sigte. Men KAN godt være det. Jeg gentager på det jævne: Nej, skriften er ikke ordet i livet. Thi det er kødet i sin menneskeånd som bånd i fredelig som elskelig sigtende vækst omkring vore jordnære livsvilkår.

1. VESTENS LOVRELIGIØSE REGIME, DER VIA SKRIFTLIGHEDENS LOVE, HÅNDHÆVET MED MED MAGT I SIN ARV, INDOVER KAPITALENS BEVÆGELSER, EROBRINGER AF MARKEDER, osv. 2. Samt de deraf nedarvede og med mennesker opvoksende lovmæssigheds-dyrkende sindelag til fortsat, uendelig lovførende institutionsdannelsers håndelag. 3. Endeligt eller blot opfattet med andre ord, den akademisk-politiske fornuftsarv i sit græsk-romerske, romantiserende storhedsvanvittige voldtag af livets egen forstand.

DéT ER HERMED OPLØST i kraft af den oplysningstro sandhed, der står i vort kød og som jeg her blot taler af i sandselighed med skriftligt udtryk, ja som livet mig det byder i hørelse af ordets OPLYSNING.

Slutteligt med håb om fred over hele verden - og med tak til Annegrethe Rasmussen:

Oplysningen af Faderen, Sønnen og HelligÅNDEN er ny på dansk, men vil samtidig - som det vådt-i-vådt hedder med malerens pensel, der nok skulle kunne fremkalde hævede øjenbryn i åsynet på eventuelle krigeriske læsere - være den bedste “platform for brugen af afmagt og undladelseskunnen, hvis det ikke lykkes at opnå enighed”.

Ét enkelt forbehold er dog på sin plads: “Biblerne” er skrevet før det håndterede valg i Iran, og visse af de tiltag, som “biblerne” anbefaler virker mindre tidssvarende af samme grund.

Nkh. JHM i al evighed med TAK